Mads Westfall kontaktede i starten af december 2012 med en ide om at få flere forskellige producere til at producere 2 tracks hver, til ham. Vi havde et par år tidligere haft en dialog om at jeg eventuelt skulle producere et album – et valg der endte med at falde på hans bror Tue. Mads havde nogle måneder tidligere udgivet Drømmeland, en udgivelse der var blevet godt modtaget i den noget sønderskudte dansktop genre. Mads har en længere udgivelsesrække bag sig, både i eget navn, og i bandet Drømmeland og som en tredjedel af Halfdanskerne.

Den ene af de to sange jeg skulle producere var Middelmanden, en sang om at føle sig middelmådig. En følelse jeg meget nemt kan relatere til, eller måske snarere min frygt for selv at være middelmådig. Jeg synes omkvædet havde en lille snært TV-2 reference over sig, som ikke var en musikalsk vej jeg havde lyst til at afsøge. Så jeg måtte komme op med et andet bud.

Som jeg før har gjort, så prøver jeg at lade nogle billeder eller associationer finde vej til min bevidsthed. I den meget rå udgave af en demo, som Mads spillede for mig, synes jeg at sangen havde lidt gårdsanger stemning over sig. Jeg fik et billede af Otto Brandenborg, den gamle baggårds puma, stå og synge sangen. Otto har jeg for mange år siden haft fornøjelsen af at se og høre fremføre To lys på et Bord, fejlfrit(!) i en syv hestes brandert. Den næste tanke jeg fik, var at et forstemt saloonklaver måske også ville passe godt ind i et billede af en fordrukken gårdsanger (ikke at Mads overhovedet er fordrukken). Den sidste tanke var: hvorfor ikke holde en ordentlig fest. Når vi nu alligevel er middelmådige (Mads & mig), så lad os være det med noget ramasjang. Findes der en bedre måde at holde en fest på, end med et New Orleans 2nd Line Brass Band? Nej vel! Jeg associerer og tænker højt, for at give Mads mulighed for at tilkendegive om han synes om ideerne.

Den form som Mads præsenterede sange i, passede ikke umiddelbart til New Orleans 2nd line Brass Band. Så vi måtte undersøge om vi kunne vride sangen ned i det sæt tøj. Ved at ændre lidt i swinget i sangen troede jeg på ideen og vigtigst, det gjorde Mads også. Vi aftalte at gå videre med ideen. Så med cue lines der hed ”gårdsanger møder saloon klaver og 2nd line Brass orkester” og ”hvis vi alligevel er middelmådige, så lad os ha det sjov imens vi er det” gik vi i gang med at caste de rigtige musikere. Nogen der kunne puste liv i Mads’ sang om middelmådighed og så det lød af Nyhavn, bar og Brass.

Jeg tænkte, at jeg skulle bruge en trommeslager med et vaskebræt, en lille- og stortromme samt ét bækken. Og jeg vidste godt hvem jeg ville have til at spille det. En måned tidligere havde jeg talt med Heidi Luke om at spille på mit eget projekt med nogenlunde samme tromme set-up. Heidi har jeg faktisk kendt i omkring 20 år og stødt på hende med 7-8 års mellemrum. Senest i forbindelse med Persona, Kira Skov og Peter Peters plade projekt som jeg indspillede. Det, jeg dengang lagde mærke til, var at hendes trommer, var stemt ekstremt godt. Med virkelig meget tone og ingen mislyde, hvilket er usædvanligt. Hun spiller virkelig godt, på en meget minimalistisk måde og på en måde jeg bedst kan beskrive som feminin. Hun var frisk på ideen og ville gerne være med.

Den næste der skulle castes, var pianisten. Jeg kender ingen bar pianister, men jeg kender Brian. Han er uddannet jazzkomponist i Sverige og udover at være en formidabel strygerarrangør, er han også en pianist med en ualmindelig god smag og vidende om mange stilarter. Jeg sendte ham et YouTube link med titelsange fra den gamle Lucky Luke animations serie, med en besked om at det var det jeg søgte. Han fortalte mig at det jeg i virkeligheden nok var på jagt efter var ragtime. En stilart mange af os nok mest kender fra filmen ”The Sting”. Det gav jeg ham ret i og vigtigst, han mente han nok kunne være leveringsdygtig i den stilart.

- fortsættes i... Kapitel 2