Jeg modtog en ny demo fra Mads som ikke havde den feel og swing, som jeg synes det skulle have. Det var vigtigt at demoen havde dét, for at de musikere vi havde fundet kunne forstå hvor vi skulle hen. Jeg forslog Mads – for at jeg kunne sikre mig at vi kom i mål med vores forehavende – at det måske var en god ide at mødes og skære en demo. Det var han heldigvis med på og vi fik den lavet og jeg fik en følelse af en vis tryghed om at vi kunne få tøjet til at passe.

Dagen oprandt hvor vi skulle mødes for at indspille grundbånd. På trods af demoen var det ikke uden en hvis nervøsitet at jeg mødte op i studiet den dag. Men min nervøsitet skulle vise sig at være helt uberettiget. Da Brian begyndte at spille sangens akkorder i ragtime stilart og Heidi satte futtoget i gang, ankom vi planmæssigt til skrædderen. Sangen om Middelmanden smøg sig glad og tilfreds ind i de nye klæder. Tilfredse med os selv, sluttede vi dagen på rekord tid. Men arrangementet var kun halvt fuldbragt, vi manglede stadigvæk at få blæserne der skulle fuldende vores blændværk om dansk folkefest og fadøl.

Dagen efter lavede vi vokalen. Vi diskuterede lidt frem og tilbage om hvordan den skulle fortolkes. Jeg ville gerne have lidt smil ind i afleveringen, tungen i kinden så at sige. Men det syntes Mads ikke var den rigtige tilgang, af frygt for at den ville få et dansktop præg. Vi lavede en vokal vi syntes var ok, så måtte tiden vise om den kunne stå distancen.

I forbindelse med at jeg skulle finde blæsere til indspilningen, var jeg lidt i vildrede, for jeg havde aldrig indspillet et 2nd line Brass Band og kendte intet til arrangementsdelen af det. Til en af Dansk Artist Forbunds medlemsaftener mødte jeg Jacob Dinesen, som jeg skyndte mig at spørge om hvordan man arrangerer blæsere til 2nd line. Han var venlig nok til at tage sig tid til at forklare mig det. Man stikker blæserne en stribe akkorder, som de så improviserer over, ud fra et særligt regelsæt. Puha, det var godt, for det havde været bekostelig affære at få skrevet et blæserarrangement ud.

To dage senere bankede som aftalt, tre unge mænd fra henholdsvis Island, Norge og Sverige på studiets dør. Ingimar, Magnus og Petter er uddannet fra Rytmisk Konservatorium i København. Vi fortalte dem om målet og de var helt med på hvad jeg mente. De havde dagen forinden stået nede i Nyhavn og spillet trad. jazz, fandt jeg ud af bagefter. Mere held end forstand og en lille smule ironisk at tre unge mænd fra vores nabolande skulle formidle noget jeg tolker som noget meget dansk. Også selvom stilen er ærke amerikansk. Men 50 år med Papa Bues Viking Jazz Band og Bjarne Liller, så får men s’gu ejer fornemmelser. Vi var ekstatiske af glæde, det lød fuldstændigt som det skulle.

Dagen efter mixede vi sangene færdigt, da Mads allerede havde lavet en masterings aftale nogle få dage senere. Vi aftalte at han bare måtte give lyd hvis der var noget der skulle rettes. Samme aften modtog jeg en email. Han ville gerne synge en ny vokal, da han ikke synes vi havde fået skovlen under den i vores første forsøg. Det var som om vokalen, der jo var indsunget før blæserne kom på, ikke forholdte sig til stemningen i sangen.

Mads nye bud på en vokal var med hans egne ord, en kloning af Otto, John og Liller. Efter at have kørt den igennem én gang, lyttede vi. Det var som om at det heller ikke rigtig var Mads egen stemme, men mere en tillagt stil, som ikke føltes naturlig. Jeg forslog at i stedet for at lægge til, så skulle vi prøve at pille af. At Mads skulle bruge meget færre kræfter på at synge og med mere luft på stemmen. Det gav en ret spøjs virkning, idet at stemmen kom til at virke lidt sørgmodig. Den følelse, af et happy New Orleans 2nd Line Brass Band i baggrunden, tilføjede sangen en ekstra dimension af melankoli som vi ikke havde set komme. Set med mine øjne bliver resignationen decideret provokerende og kommer til at stå som en bidsk kommentar til tidens selvrealisation og frygt for ikke at slå til.