Grimme mennesker får også børn – Kontroltab version 1.0
Lyrisk selvmord
Teksten til Grimme mennesker får også børn er der mange der har spurgt hvor kommer fra. [Her]
Indre og ydre skønhed er et spørgsmål der har optaget mig meget igennem hele min voksne tilværelse. Jeg ville gerne skrive om mine observationer om fysisk skønhed og grimhed, holdt op imod indre ditto. Med vores samfunds fiksering på netop fysisk skønhed, skulle grimme mennesker så ikke få færre børn end smukke? Er smukke mennesker overhoved smukke? Min ambivalens med mine egne selvopfattelse og mine venners syn på mig. Det var min intention at skrive en tekst som kunne misforstås, en gang god gammeldags chok rock. Jeg ville gerne have lytteren til at tænke, hvad fanden bilder han sig ind. Ikke helt ulig TV-2’s sang September 85 fra albummet Rigtige mænd - gider ikke høre mere vrøvl. Jeg skrev teksten 3 gange før jeg kom frem til det resultat der kom på albummet. Dertil skal lægges et par oplevelser fra det virkelige liv.
Således skete det
En dag i starten af 00’erne da metroen var nybygget, gik jeg fra Islandsbrygge station igennem en passage fra Ørestadsvej til Artillerivej forbi den lokale skole. Jeg går i mine egne tanker og ser ham først, lige da vi er ved at støde samme. En skallet mand, lidt kvabset, tætsiddende øjne som lignede en gris, med helt lyse øjenvipper. Dertil skal lægges en dårlig holdning og en lidt sjosket gang. Tak for kaffe, han var godt nok grim. En mand med sådan et udsenende kan næppe have en kæreste. Jeg havde heller ikke selv en kæreste på det tidspunkt, så ræsonnementet var, at hvis jeg ikke havde en, kunne han da slet ikke have en. Et nogle år (og en kone) senere da jeg er nede for at aflevere min dreng i vuggestue. Vi har lige sagt farvel til hinanden og jeg skyder mig ud. Hvem støder jeg på i døren? Den grimme mand… Og minsandten om han ikke har sin datter i hånden. Det får mig til at tænke at grimme mennesker får også børn.
Jeg har ved en anden lejlighed haft en musiker i studiet, som ud fra mine skønheds begreber ikke var særlig køn. Men ud over at han, til min store overraskelse, havde rimelig god succes med personer af det modsatte køn, er han også bare virkelig elskelig og sød og rar at være sammen med. Endvidere har jeg også haft en person i studiet, som det er min opfattelse at offentligheden synes er flot mand, mig selv incl. Denne person havde en vane med at hakke på mennesker der har en lav status og er MEGET sød og nice overfor mennesker med samme status som ham eller mere status end ham. Han var simpelthen den mest usympatiske person jeg til dato har mødt.
Så min egen morale er, hvad nytter det at være køn, hvis man (og jeg mener man) bare er en mega røv!
onsdag den 21. november 2012
Jeg vil gerne dele en oplevelse jeg havde, som skulle vise sig at være mit første forsøg med kontroltab som metode i indspilnings fasen. Jeg vil beskrive den kreative proces det var at skabe tracket.
I forbindelse med indspilning af mit solo debut album Pistol – Bagagekontrol [Her], forsøger jeg at få Peter Peter Schneidermann og hans makker Peter Kyed til at medvirke. Peter spiller virkelig godt guitar og virkelig on the edge. Kyed er en mester i treatments (mærkelige lyde der spiller rytmisk eller tonalt eller begge dele, med eller mod sangen). Jeg er meget opsat på at få de to med på mit album. Jeg har kendt Peter & Kyed siden 2001 da vi lavede en genindspilning af Poul Dissings Den grimmeste mand i byen for Dansk Handicap Forbund til en CD af samme navn.
Jeg har skrevet en lidt provokerende tekst som filosoferer over begrebet indre og ydre skønhed. Kompositionen har en lidt happy go lucky – power pop fornemmelse, som står i kontrast til den harske tekst.
Hør sangen [Her]
En spand med koldt vand
Jeg kommer forbi Peter & Kyeds studie og spiller sangen for dem. Peter kigger lidt beklemt på mig og siger at han ikke kan spille guitar på den sang… Den har jo et omkvæd! Et omkvæd man kan synge med på. Det er på en eller anden måde imod hans musik forståelse og punk baggrund at spille refræn musik.
Vi sidder og kigger lidt på hinanden og skuffelsen må have lyst som en projektør ud af mine øjne. For Peter siger et øjeblik efter at han har en ide så vi begge kan få hvad vi ønsker. Hvis han kan spille fløjte på min sang, så er det ok. Her må det lige indskydes af i de mange år jeg har arbejde sammen med Peter i studie sammenhænge, er det ikke hans fløjte chops der står klarest. Men Peter har historisk set spille meget på netop det instrument på div. pladeindspilninger. Engang under indspilningen af The Bleeder Group albummet Sunrice, skulle bandet ud til Ungdomshuset, Jagtvej 69 og lave en enkelt optræden. Hele bandet havde taget deres ”prog” fløjter med. I følge overleveringer skulle netop den optræden have være legendarisk. Jeg var der desværre ikke selv.
Så jeg takker ja til tilbuddet om at få ”prog” fløjte på min sang. Jeg ryster lidt bukserne og tænker ved mig selv at det må jeg løse når jeg får tracket.
Blogfløjte med X-factor
Jeg fik tracket et grundbånd som var rimeligt almindelig in the middle of the road powerpop. Jeg sender tracket til Peter og Kyed som går i gang med deres musikalske frembringelser. Jeg var dog tilstede da Peter indspillede sin infamøse ”prog” fløjte fra helvede, rent terror. Det var ret sjovt faktisk. Jeg tror der måske var én tone der rent faktisk ramte sangens tonalitet, resten var helt ude i hampen. Men swinget var fint
Et par uger senere hentede jeg alle tracks’ne. Da jeg sad i mit studie og lyttede til indspilninger, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvad har jeg gang i. Hvordan fanden bliver det her nogensinde til pop musik? I den selvanbragte situation er der kun én ting at gøre, at gå i gang med at arbejde. Kyeds treatments var super fede og helt anvendelige i den form som han havde afleveret dem i. Det var mest Peters fløjte der krævede noget eftertanke.
Arbejd macht frei
Det første jeg gjorde var at spille det for Jens Benz. Jens er en god trommeslager (Power Solo) og fremragende tekniker og producer (Ice age, Chimes & Bells, Thulebasen). Jeg har selv brugt ham som både trommeslager og producer.
Jens synes det var ret radikalt og ret fedt. Det jeg fik ud af vores samtale var, at jeg egentligt ikke skulle gøre så meget. Tracket var jo ret kompromisløst i sin nuværende form. Altså skulle jeg lade være med at forsøge at ”reddet” det, men snarere dyrke det. Jeg fjernede alle de guitarer jeg havde indspillet, da de bare fik det til at lyde som om jeg ville gemme noget. Så tog jeg og sendte fløjten igennem en vocoder. På den måde fik jeg to spor. Spor ét var med Peters fløjte som han havde spillet den, helt ude i hampen tonalt, men rytmisk fedt. Spor to var med Peters fløjte harmoniseret efter sangens akkord progressioner og identisk rytmisk mønster som det ubehandlede spor. Så havde jeg et håndtag jeg kunne skrue på, over hvor mærkeligt det skulle være. Det virkede. Pludselig fik fløjten en mellotron karakter, som klædte tracket på vidunderlig vis.
Det var et erklæret mål for albummet, at lave noget der i sin lyd og udtryks form var originalt. Vejen til det var at miste noget kontrol, ved at inviterer nogle musikere med som jeg ikke skulle (eller kunne) styre. Reelt set skete det ikke, for jeg havde ikke pengene og modet og jeg fik kun lokket Peter og Kyed med på det ene track. Så kunstnerisk set var det samlede album egentligt mislykkes, på nær det ene track.
Jens Benz